Æret være Du, o Herre, min Gud! Beskæm ikke ham Du har ophøjet ved magten i Dit evige herredømme, og fjern ikke ham langt bort fra Dig, som Du har ladet komme ind i Din evigheds helligdom. Vil Du udstøde ham, o min Gud, som Du har skærmet i Dit Herredømme, og vil Du jage ham bort fra Dig, O min Attrå, for hvem Du har været en tilflugt? Kan Du ydmyge den, Du har løftet op, eller glemme den, som Du fik til at ihukomme Dig?
Forherliget, uendelig forherliget er Du! Du er Ham, der fra evig tid har været hele skabelsens Konge og dens oprindelige Igangsætter, og Du vil for evigt forblive Herren over alt skabt og dets Lovgiver. Forherliget være Du, o min Gud! Hvis Du ophører at være barmhjertig mod Dine tjenere, hvem skal da vise dem barmhjertighed? Og hvis du afslår at støtte Dine elskede, hvem findes der da, der kan støtte dem?
Forherliget, uendelig forherliget være Du! Du bliver tilbedt i Din sandhed, og Dig tilbeder vi alle i sandhed, og Du er åbenbar i Din retfærdighed, og om Dig vidner vi alle. Du er i sandhed elsket for Din nåde. Ingen Gud er der uden Dig, Hjælpen i fare, Den Selvbestående.
-Bahá'u'lláhHan er Gud, ophøjet er Han, kærlig omsorgs og gavmildheds Herre!
Ære være Dig, Du, o min Gud, Almagtens Herre. Jeg vidner om Din almagt og Din styrke, Dit herredømme og Din kærlige omsorg, Din nåde og Din magt, enheden i Dit væsen og Din inderste Værens helhed, Din ukrænkelighed og ophøjethed over skabelsens verden og alt, hvad den indeholder.
O min Gud! Du ser mig frigjort for alt undtagen Dig, idet jeg holder fast ved Dig og vender mig til Din rigdoms hav, til Din begunstigelses himmel, til Din nådes dagstjerne.
Herre! Jeg bevidner, at Du i Din tjener har nedlagt Din betroede gave og det er den ånd, hvormed Du har givet liv til verden.
Jeg beder Dig ved stråleglansen fra Din åbenbarings himmellegeme om nådigt at modtage det fra ham, som han har udrettet i Dine dage. Giv da, at han må blive iklædt Din glædes herlighed og smykket med Din anerkendelse.
O min Herre! Jeg selv og alle skabte ting vidner om Din magt, og jeg beder Dig om ikke at vise fra dig denne sjæl, der er steget op til Dig, til Dit himmelske sted, Dit ophøjede paradis og Din nærheds tilflugt, o Du, som er alle menneskers Herre.
Giv da, o min Gud, at Din tjener må være sammen med Dine udvalgte, Dine hellige og Dine budbringere i himmelske egne, som pennen ikke kan beskrive eller tungen berette om.
O min Herre, den fattige er sandelig ilet frem mod Din rigdoms rige, den fremmede mod sit hjem inden for Dine enemærker, den der tørster såre mod Din gavmildheds himmelske flod. Formén ham ikke, o Herre, hans andel i Din nådes gæstebud og Din rigdoms gunst. Du er i sandhed Den Almægtige, Den Nådige, Den Algavmilde.
O min Gud, Din betroede gave er vendt tilbage til Dig. Det sømmer sig for Din nåde og Din gavmildhed, der har omfattet Dine riger på jorden og i himlen, at skænke den Du lige har budt velkommen Dine gaver og begunstigelser og frugterne fra Din nådes træ! Magtfuld er Du til at gøre det, Du vil, der er ingen anden Gud end Dig, Den Nådige, Den Mest Gavmilde, Den Medfølende, Den Givende, Den Tilgivende, Den Dyrebare, Den Alvidende.
Jeg bevidner, o min Herre, at Du har pålagt mennesker at ære deres gæst, og den, der er steget op til Dig, er sandelig nået til Dig og har opnået Din nærværelse. Handl da med ham i overensstemmelse med Din nåde og gavmildhed! Ved Din herlighed, jeg ved med sikkerhed, at Du ikke vil holde Dig tilbage fra det, som Du har påbudt Dine tjenere, og ej heller vil Du afvise den, der har holdt fast ved Din gavmildheds reb og er steget op til Din rigdoms Daggry.
Der er ingen anden Gud end Dig, Den Ene, Den Eneste, Den Magtfulde, Den Alvidende, Den Gavmilde.
-Bahá'u'lláhO min Gud! O Du der tilgiver synder, skænker gaver, fjerner lidelser! I sandhed, jeg beder Dig om at tilgive dem deres synder, der har afkastet den fysiske klædedragt og er steget op til den åndelige verden.
O min Herre! Rens dem for overtrædelser, fjern deres sorger og vend deres mørke til lys. Lad dem træde ind i lyksalighedens have, rens dem med det reneste vand og giv dem lov til at beskue Din stråleglans på det højeste bjerg.
-'Abdu'l-BaháO min Gud! O min Gud! I sandhed, din tjener har, ydmyg over for overmagten i Din guddommelige majestæt, beskeden ved Din enheds dør, troet på Dig og på Dine vers, bevidnet Dit ord, er blevet optændt af ilden i Din kærlighed, er blevet opslugt i dybet af Din kundskabs hav, er blevet draget af Dine briser, har sat sin lid til Dig, vendt sit ansigt til Dig, har udsendt sine anråbelser til Dig og er blevet forvisset om Din tilgivelse og forladelse. Han har opgivet dette dødelige liv og er fløjet til udødelighedens rige i længsel efter den gunst at møde Dig.
O Herre, pris hans stade, giv ham ly under Din store barmhjertigheds telt, lad ham træde ind i Dit herlige paradis og lad hans liv blive foreviget i Din ophøjede rosenhave, så han kan kaste sig i lysets hav i mysteriernes verden.
I sandhed, Du er Den Gavmilde, Den Magtfulde, Tilgiveren og Giveren.
-'Abdu'l-Bahá